Ved hjælp af velvillig dansk funding har vi i løbet af 2013 – 14 udført vigtige opgaver på Sifoe Lower Basic School. Der er opført 12 toiletter og bygget en 85 m lang skolemur. Renoveringen er udført af frivillig arbejdskraft af folk fra Sifoe, under supervision af Young People Without Borders.
Vi har opført og repareret muren, så børnene er i sikkerhed på skoleområdet. Det vil også lette nattevagtens arbejde, siger han. Tidligere kunne både uvedkommende folk og dyr komme uhindret ind på skolens område. Der forsvandt undervisningsmaterialer, og dyrene efterlod deres ekskrementer i skolegården.
Vi har opført to bygninger med seks hygiejniske toiletter til pigerne, med mulighed for håndvask og omklædning, samt endnu en toiletbygning indeholdende seks dejlige rene toiletter til drengene. De tidligere toiletter var bygget oven på tanken, hvilket skabte stank og smitsomme fluer etc.
De nye toiletter er udført med udluftning og afløb til et sivebrøndssystem langt væk fra selve toiletbygningen. Dette bevirker at toiletterne ikke lugter, og at der ikke kommer dyr med smitte ind i toiletterne.
Børn uden Grænser arbejder for en verden, hvor alle børn kender deres rettigheder og gør brug af dem i samfund, som respekterer børns rettigheder.