November 2011:
Vi er i fuld gang med at samle ting sammen til en nødhjælpscontainer til Talinding, et oversvømmet område ved Gambiafloden.
Det er Talinding Community Child Protection Committee, som jeg besøgte i juli dette år, der har anmodet om vores hjælp.
Vi modtager ting på adressen Solbjerg Have 24, 2.2 frem til søndag den 4. december, hvor Joseph vil stå klar hele dagen og modtage jeres donationer!
Da der er tale om nødhjælp kan vi sende alt, også tøj, sengetøj, håndklæder mm. Alt skal dog være helt og rent!
Onsdag den 7. december kører vi lastbilen rundt og afhenter større donationer, bl.a. en masse fodbolde i Glostrup.
Derefter kører vi bilen til Næstved Nødhjælpsdepot, hvor Hiba og hans team står klar til at fylde containeren med de ting vi har modtaget fra bl.a. Berendsen, (håndklæder, sengetøj, måtter, arbejdstøj mm.). Desuden vil der blive fyldt op med renoverede ting fra Genbrugsværkstedet, ex. hospitalssenge, skolemøbler, computere, tøj med videre.
Dernæst tager vores speditør, Ivar, Team Freight, over og sørger for at sende containeren til Gambia, hvor vi står klar til at modtage den forhåbentlig midt i januar 2012.
Ministry of Social Welfare har garanteret toldfri modtagelse i havnen i Banjul, og derefter bliver containeren med indhold bragt ud til CCPC i Talinding. Genbrug til Syd, som betaler forsendelsen, har doneret containeren til CCPC, som herefter kan benytte den til lager, kontor med videre.
Det er første gang vi prøver at sende en container, så vi krydser fingre for, at alt går godt!